Hvert år ved denne tid, når lyset svinder og vinden og regnen tager til, går jeg i "Sanke-Modus".
Nok siges det, at Gud mildner luften for de klippede får, men jeg ser nu allerhelst et par velvoksne teenage-lam i min dybfryser til vederkvægende vinterbrug.
Jeg er heldig at være i folden hos 2 lammeopdrættere, 1 i Askov og 1 i Trige, som begge har den godhed at kontakte mig, når der skal slagtes. I sidste uge fik jeg hjemskaffet en nydelig og velparteret lammekrop på 22 kg, og om 5 dage skal jeg hente endnu et dyr.
Når nye kommer til, så må de gamle ud... Jeg fandt et alderstegent skulderparti på bunden af boxen - det så lidt trist ud; nærmest set BovLam - men bestemt inden for grænsen af forsvarlig spiselighed.
Jeg bestemte mig for, at parre dette let dehydrerede og frysebrændte hvirveldyrs kropssegment med et lille udvalg af andre tørrede species indenfor planteordenen : Dadler, Abrikoser, Svedsker, Græskar-kerner, Habanero Chili, Hjemmelavet Karry. Revitalisering med nyopgravede Jordskokker, Selleri, Persillerod, Gulerod og Rød Peber, saltning og marinering med 1 dl hjemmelavet shoyu.
Boven blev mørstegt i ovn og i stegepose godt og vel 3 timer ved 180 C indtil kødet faldt fra benene, derefter skåret i mundrette stykker og blandet med de groftskårne vegetabilier og krydderier samt den liflige stegesky i et ildfast fad. Hele molevitten tilbage i ovnen på 250 C i 30 minutter, indtil peberfrugten begyndte at branke.
Et godt glas rødvin skulle selvfølgelig akkompagnere denne arabisk/indisk inspirerede skueret, og i tilfælde af, at der skulle være en "Carbo-Freak" tilstede blandt Omnivorerne, smed jeg et surdejsflute ind i ovnen 10 minutter før serveringen.
KULDE - SNE - KOM AN !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar