Efter nu at have klokket i det noget så eftertrykkeligt i Kærlighedens Labyrint, fandt Jeg det helt på sin Plads at påbegynde en æventyrlig Fortælling om det banebrydende Elskovsmøde mellem den barnligt nysgerrige - men tvangsfikserede - Alice fra Wonderland og den realitetsfornægtende og flyvske - Barnedødens Sendebud - Peter Pan fra Neverland.
Disse 2 fantasifulde Figurer ville i min Forestilling sammen kunne have brudt den Forstillelse af Livet, som grumme Hændelser i Fortid, Nutid og Fremtid risikerer at fremprovokere, og i deres Fællesskab have høstet ind i Overflod af den Sanselighed, som de hver især tidligere havde bestræbt sig så flittigt på at fornægte.
Og så ser Jeg mig sandelig pludseligt overhalet indenom....
Peter and
Alice
review by Susannah Clapp, the Observer,
Noël Coward; Royal Court, London
Curious girl meets lost boy: Judi
Dench and Ben Whishaw in Peter and Alice
(Uddrag)....This is the strange, almost eerie thing. To see two terrific actors at
polar ends of their careers, each shedding and gaining years, in a play about
the fantasy of eternal youth. It is this that will draw audiences to John
Logan's play about the meeting between the real-life models for Peter Pan
and Alice in Wonderland. The encounter actually took place, in 1932, when
Alice Liddell Hargreaves was 80 and Peter Llewellyn Davies 35; Logan has
imagined the details. Judi Dench begins tight as an oyster, encrusted with age and depression and
disappointment. She opens and lightens and unstiffens as she remembers the
dance of girlhood, freezes as she recalls the tragedies that the war brought
her as a married woman. Ben Whishaw, a long bent reed, becomes steadily more oppressed
as he remembers the deaths that have happened all around him. In the beginning
he looks crushed, his trousers puddling around his ankles; at the end he is
desiccated. This is not a man who could ever have had wings. If only we
were less often instructed, more often simply shown. The liveliest scene in Peter and Alice comes
when the fictional creatures turn on their real-life counterparts. Olly
Alexander's Peter Pan, a leaf-covered wag, accuses Davies of being a drunk and
an adulterer. Ruby Bentall's Alice, a po-faced Tenniel drawing come to
sharp-tongued life, sneers at Liddell for over-indulging in laudanum and
lovers. In a stroke you feel not only the losses of growing old but also the
vibrant chilliness of these two child heroes: peevish Alice and heartless
Peter.
Hvor er det dog bare lidt mistrøstigt; dog slet ikke tankehæmmende, at Tidens og Mulighedernes Fortabelse mellem 2 Virkelighedens Modeller på Æventyrlige Roller - med denne Opsætning på Noël Coward - får mig til at synes, at Min egen fantastiske Forestilling ville kunne have været en større Publikums Succes.
Jeg håber, at denne Iceland Blue Granitsten, med dens flotte og levende Aftegninger af vores fælles Universer, din vrimlende Himmel og Altets evigt skumsprøjtende Vand, skænker dig Tryghed og Tillid til dine Efterladtes fremtidige Lykke.
Vi bør sammen takke Lotte Husted fra Aarhus ny Stenhuggeri for hendes empatiske og indlevelsesfulde Vejledning for at få frembragt netop dette uforgængelige Monument over dit skabende Liv og din Æventyrlige samt farefulde Færden.
Forårsvejret var ulig alle andre i dine levende År rigtigt bidende koldt, men Solen skinnede alligevel stærkt og gennemborende ned på min Krop, medens Jeg knælende ved Graven rensede din Mindetavle med nylig funden Energi.
Du og Jeg fik talt åbenhjertigt sammen idag. Jeg sansede klart, at du var parat til at bryde de sidste snærende Bånd, som i så mange År har fastholdt mig i Forpligtelsernes Lænker.
Med en kropslig Lettelse og sindrig Lethed fik Jeg efterfølgende også samtalet med vores Præst Erik Klejtrup om de sjælelige Dilemmaer, som Døden ofte efterlader.
Jeg blev i Dag en fri og godmodig Enkemand.
Jeg skåler på Livsmålet mod hjertelig Latter og Glædestårer.
Således skudt i Skoen
af Låsesmedes Rænker,
at Jeg Hymens Lænker krænker
- du misted selve Barnetroen
til Tillids Altergang -
I know if I'd been wiser, this would never have occurred,but I wallowed in my Blindness, so it's plain that I deserve.For the Sin of Self-Indulgence when the Truth was writ quite clear,I must spend my Life amongst the Dead, who spend their Lives in Fearof a Death, that they're not sure of, of a Life, they can't control.It's all so simple really, if you just look to your Soul.
Some say, that I'm a wise Man, some think, that I'm a Fool.
It doesn't matter either Way: I'll be a wise Man's Fool.For the Lesson lies in Learning, and by Teaching I'll be taughtfor there's nothing hidden anywhere, it's all there to be sought.And so if you know anything look closely at the Timeat others who remain untrue and don't commit that Crime.
Og idag skrives der så 1'ste Januar 2013. 1½ Måned efter den - for Børnene og Jeg - rædselsvækkende Eftermiddag, hvor Døden så brutalt nedkæmpede og borttog Irene. I Hjemmet har Dæmonerne raset og huseret. Minder har trængt sig på konstant i mit Sind. Iskolde Vinde har suset ud af Sygeværelset, hvor Kraftesløshed og Smerte har boet sammen med alle min elskede Hustrus private og Jordiske Efterladenskaber. Jeg tændte Stearinlys Natten lang, opstillede Figurer af Skytsengle, sang Salmer, spillede hendes Yndlingsmusik og hulkede mit Hjerte ned i Bunken af hjemmegjorte Cardigans, strikket af de fineste Garner - men Sorg og Angst blev stadig en vanlig Velkomsthilsen, når Jeg trådte ind i dette Rædselskabinet. Indtil den Dag, hvor Ældstedatter Sine kom mig til Undsætning og bortskaffede 12 sorte Sække med Tøj, Tasker og Sko. Indtil den Dag, hvor Jeg selv blandt Irenes sidste Ting udvalgte bare 3 Ikoner på hendes Liv, og bortskaffede Resten af de døde og for mig smerteligt uanvendelige Ting. Denne Dag bar Jeg Ceremonielt Relikvierne fra Kapellet ud i Køkkenalrummet, fik dem fysisk placeret på en oplyst Glashylde i Køkkenskabet og tildelt dem hver især en Rolle og Funktion. Med Tro, Håb og Kærlighed til Irenes Kunnen, Viden, Orden, Drømme, Fantasier, Æstetik, Værd og Moral bliver Jeg nu hver Dag, når Jeg står op om Morgenen, og hver Dag når Jeg kommer Hjem fra Arbejde, mødt af en varm og treenig Omfavnelse af Nøgternhed, Fremsyn og Mod. Med et lille Lys i Sindet famler Vandringsmanden sig mere lystigt frem i 2013. Godt nyt År til Alle i Lyskastere derude.