fredag den 15. februar 2013

Treenighedernes Paradox



 Alt for længe fostredes I svækkede i mit beskæmmede Indre;
men en måneklar Nat lagde Jeg mig nøgen på Offerstenen
og blottede min Krop og mit Sind for Himlens Stråleskær
                             
 Genåbnet fra Krone til Rod
flød Skyld samt Skam ud
af længe indgroet Smerte

Undfanget, opvokset, udtaget og nedlagt i mit Skød
ser Jeg på Jer med Kærlighed,
medens neonatal Kompetance
ånder på mit Hjerte
(§)
 -  og forstår i Nuet mig nok næppe  -

Ingen kommentarer: