
En present -når det kommercielle forspil til højtidens forventede klimaks har nået en overdreven grad af dominans i forhold til mit rimeligt æstetiske sigte med en gammeldags jul, synes jeg, at det er både ret og fortjent at beskæftige sig med visse urimelige, uetiske og lumre fortolkninger af juletraditionerne.
I år står konfekten for skud.
Jeg har altid haft en intens oral fixering overfor TOMS guld-karameller.
Det ophidser mig voldsomt, at afklæde disse små chokoladebeklædte klumper deres knitrende skørter og nænsomt; men bestemt føre dem med min udstrakte og sammenpressede tommel-og pegefinger i en noget nær perfekt kasteparabel fra deres cellufangemme ud, op og ind imellem mine fugtige læber. Et blidt kærlighedsbid fastholder kortvarigt den perfekt formede og endnu faste sfære; mens min drilske tunge, som længe har været parat til at afslide kuglens glatte og velsmagende overhud; med et svirpende strøg trækker stenen ind i min mundhule og med intens energi presser den op imod min gane;
mas -ælt - pres
fast form forandrer sig til spændt elastisk kontur; alt i medens sød, brændt og syrlig saft langsomt siver ned i svælget og efterlader en både kildrende og stikkende følelse af mer og mer ....

Massen hældes på bagepapir i bageform og afkøles langsomt ved stuetemperatur under hyppig foldning- Når massen er afkølet til 40-50 C rulles massen ud i stænger og klippes i små stykker, som rulles til kugler i hånden, og som derefter lægges på bagepapir i en kold form (som vist bradepande i fryseren). Når karamellerne er helt størknede lægges de i dåse med bagepapir i bunden indtil de eventuelt overtrækkes med chokolade.
