Disse 2 fantasifulde Figurer ville i min Forestilling sammen kunne have brudt den Forstillelse af Livet, som grumme Hændelser i Fortid, Nutid og Fremtid risikerer at fremprovokere, og i deres Fællesskab have høstet ind i Overflod af den Sanselighed, som de hver især tidligere havde bestræbt sig så flittigt på at fornægte.
Og så ser Jeg mig sandelig pludseligt overhalet indenom....
Peter and Alice
review by Susannah Clapp, the Observer,
Noël Coward; Royal Court, London
Curious girl meets lost boy: Judi
Dench and Ben Whishaw in Peter and Alice
(Uddrag)....This is the strange, almost eerie thing. To see two terrific actors at
polar ends of their careers, each shedding and gaining years, in a play about
the fantasy of eternal youth. It is this that will draw audiences to John
Logan's play about the meeting between the real-life models for Peter Pan
and Alice in Wonderland. The encounter actually took place, in 1932, when
Alice Liddell Hargreaves was 80 and Peter Llewellyn Davies 35; Logan has
imagined the details.
Judi Dench begins tight as an oyster, encrusted with age and depression and disappointment. She opens and lightens and unstiffens as she remembers the dance of girlhood, freezes as she recalls the tragedies that the war brought her as a married woman. Ben Whishaw, a long bent reed, becomes steadily more oppressed as he remembers the deaths that have happened all around him. In the beginning he looks crushed, his trousers puddling around his ankles; at the end he is desiccated. This is not a man who could ever have had wings.
If only we were less often instructed, more often simply shown. The liveliest scene in Peter and Alice comes when the fictional creatures turn on their real-life counterparts. Olly Alexander's Peter Pan, a leaf-covered wag, accuses Davies of being a drunk and an adulterer. Ruby Bentall's Alice, a po-faced Tenniel drawing come to sharp-tongued life, sneers at Liddell for over-indulging in laudanum and lovers. In a stroke you feel not only the losses of growing old but also the vibrant chilliness of these two child heroes: peevish Alice and heartless Peter.
Judi Dench begins tight as an oyster, encrusted with age and depression and disappointment. She opens and lightens and unstiffens as she remembers the dance of girlhood, freezes as she recalls the tragedies that the war brought her as a married woman. Ben Whishaw, a long bent reed, becomes steadily more oppressed as he remembers the deaths that have happened all around him. In the beginning he looks crushed, his trousers puddling around his ankles; at the end he is desiccated. This is not a man who could ever have had wings.
If only we were less often instructed, more often simply shown. The liveliest scene in Peter and Alice comes when the fictional creatures turn on their real-life counterparts. Olly Alexander's Peter Pan, a leaf-covered wag, accuses Davies of being a drunk and an adulterer. Ruby Bentall's Alice, a po-faced Tenniel drawing come to sharp-tongued life, sneers at Liddell for over-indulging in laudanum and lovers. In a stroke you feel not only the losses of growing old but also the vibrant chilliness of these two child heroes: peevish Alice and heartless Peter.
Hvor er det dog bare lidt mistrøstigt; dog slet ikke tankehæmmende, at Tidens og Mulighedernes Fortabelse mellem 2 Virkelighedens Modeller på Æventyrlige Roller - med denne Opsætning på Noël Coward - får mig til at synes, at Min egen fantastiske Forestilling ville kunne have været en større Publikums Succes.










Jeg bliver voldsomt ked af Det, når anonymiserede Personer retter Deres negative Kritik mod Min Person eller Holdninger uden at bringe Klage i Kontekst.
Jeg føler Mit Privatliv intimideret (og bliver faktisk lidt Angst) når En anden voksen anonym Kvinde telefonchikanerer Mig midt om Natten fra Et utilsløret Telefonnummer registreret på Læsø.
Hvorfor synes Nogen, at Jeg ikke må søge at udvikle Min Egen Skrivestil ?
Bevares - Formen er måske lidt pretentiøs "Old School"; men er faktisk Et nyttigt Redskab til at holde Tekster rene for uoverlagte Ytringer (læs Nærlæsning og Selvransagelse).
Grunden til, at Jeg skriver Dette Indlæg, er ikke at moralisere over uforstandige, hætteklædte Menneskers Ligegyldighed overfor Andres Følelser, men blot at minde Alle om, at enhver Internethandling efterlader Sig Spor.
Enhver PC efterlader Sig ved Besøg på En fremmed Hjemmeside en IP adresse, som utroligt nemt kan fysisk lokaliseres.
En Eftersøgning kunne måske finde frem til En sjusket Sports & Modebutik i En ret så trist Del af Hovedstadsområdet.
Lokationens offentligt tilgængelige Oplysninger kunne tænkes at henvise til Navn, Adresse, Telefonnumre samt eventuelt et Google Map Billede af Et ligeså kedeligt Parcelhus i Selv samme By.
2 hvide Gipselefanter foran Hoveddøren ville nok signalere Tilstedeværelsen af En modeløs Person.
Et Billede af Personen dukker måske også op ved Navnesøgning i diverse Sociale Fora, og kunne således bekræfte Fordommen om Eksistensen af En grå midaldrende kvindelig Blogger, som løfter Sig Selv ved at nedgøre Andre.
En sådan Research ville dog nok være på Kanten af Det etisk forsvarlige; men altså bestemt En Mulighed.
Og nu kommer Jeg så til Sagens Kerne. Et moralsk Dilemma, som kan være svært at forholde Sig til :
Ville Det være meget forargeligt at afsløre Identiteten på En Anonym Blogpu..., eller skal Man hellere finde Sig i fortsat at blive bo.... i Rø... fordi Man har Pli?
Jeg sletter gerne omgående Dette Indlæg samt Min tidligere Kommentar til Anonyme "Mette", hvis Hun vil forklare Mig, hvorfor Hun har ønsket at gøre Mig endnu mere ked af Det, end Jeg i forvejen er - bare på Grund af Nogle Kapitæler i Et ellers muntert og velskrevet Blogindlæg, som i hvert Tilfælde har gjort Strikkeheksen vældig glad.
Ikke for at være Selvfed, - men Det er faktisk En af De mest positive og muntre Anbefalinger, Jeg nogensinde har skrevet til En Anden Person.